De Straat 17, 25856 Hattstedt
Foto: Anders Schaltz Andersen
I Hatsted Forsamlingshus findes en skabskirke, sådan som det kendes i Sydslesvig i mange af de danske skoler på landet.
Hatsted danske Skole blev bygget i 1951 og er født med en kirke, der til daglig er gemt væk i et indbygget skab. Kirken er blevet brugt flittigt til gudstjenester gennem de mange år, de seneste år ca. én gang om måneden i vinterhalvåret.
Menigheden i Hatsted havde gennem nogen tid ytret ønske om at få kirkeinventaret malet, men der skulle først findes de nødvendige økonomiske midler.
Da Hjordkær Menighedsråd forrige sommer havde ladet sin uddannelsesdag gå til Sydslesvig og i den forbindelse spiste middag i Hatsted Forsamlingshus, betalte de rigeligt for maden, og det blev hurtigt besluttet, at overskuddet kunne bruges til maling af kirkeinventaret. En ansøgning i foråret hos SSH – Sydslesvigsk Selvhjælp – blev behandlet positivt, og det blev muligt at sætte malerarbejdet i gang i sommerferien. Yderligere var der hjælp at hente hos SSF, så også bagvæggen i kirken kunne friskes op og skabslågerne blive renoveret.
Messinglysestagerne og dåbsfadet er blevet behandlet af en fagmand, så alt nu skinner i fineste glans. Endvidere har pastor Torben M. Jørgensen sørget for gratis nye salmebøger, en gave fra Vajsenhuset til kirker i udlandet.
I forbindelse med istandsættelsen af skabskirken er det gamle alterbillede blevet fundet frem, og det vil fremover have sin plads bag ved prædikestolen. Billedet ”Ansgar døber et barn ved Hedeby” efter et maleri, der hænger på Vallekilde Højskole, blev skænket af gårdejer Johs. Christensen, Odsherred ved skoleindvielsen i 1952.
Til gudstjenesten for nylig kunne så alt det nyistandsatte tages i øjesyn, og glæden og taknemmeligheden for fortsat at kunne fejre dansk gudstjeneste i Hatsted er stor.
Alle, der på den ene eller anden måde har bidraget til det fine resultat, fortjener stor tak.
I oktober 2006, Signe Andersen